Her er dramaserien Arvingernes afløser på DR 1
DR har efterhånden en lang tradition for at forkæle seerne med store søndagsdramaer – vi har blandt andet set ”Rejseholdet”, ”Krøniken”, ”Sommer”, ”Forbrydelsen”, ”Borgen” og senest ”Arvingerne”.
Den kommende januar går sæson 2 af ”Arvingerne” over skærmen, men allerede nu er DR ved at have styr på, hvilken dramaserie der skal sendes til januar 2016.
I en pressemeddelelse løftes sløret for, at der bliver tale om en dramaserie om økonomisk kriminalitet med titlen ”Bedraget”.
Den bliver på 10 afsnit og hovedforfatteren er Jeppe Gjervig Gram, der tidligere har været medforfatter på alle sæsoner af ”Borgen”.
TV-serien handler ifølge DR om ” hvad der sker med mennesker, når grådighed og ambitioner korrumperer. Serien lukker seerne ind i de økonomiske forbrydelsers komplekse verden. I bankerne, på børsen og i bestyrelseslokalerne. Det er historien om spekulanter, plattenslagere og erhvervsfyrster og om de forbrydelser, de begår i jagten på rigdom.”
Blandt skuespillerne ses blandt andre Thomas Bo Larsen, Nikolaj Lie Kaas, Waage Sandø, Line Kruse, Thomas Hwan og Stine Stengade.
Optagelserne til ”Bedraget” er netop begyndt.