Infernal vil skabe Danmarks største natklub i København
”X Factor”dommeren Lina Rafn og Paw Lagermann er vant til at sparke en fest i gang med deres band Infernal.
Nu vil de også skabe rammerne for en god fest. De to har i denne uge fået tilladelse af bevillingsnævnet i København til at åbne landets største natklub på omkring 2.000 kvadratmeter i den tidligere restaurant Sankt Gertruds Kloster, skriver Metroxpress.
- Nu har Lina og jeg jo mest lavet musik – derfor er det her et forsøg på at slå vingerne ud og prøve noget helt andet. Det bliver ikke nogen Infernal-klub - og Lina og jeg kommer ikke til at være der hver aften. Vi har jo begge små børn, så selv om vi nok kan feste, skal det jo koordineres, når vi går ud, siger Paw Lagermann til avisen.
Ifølge Metroxpress ejer Infernal mere end halvdelen af stedet, som de har brugt til flere events de seneste måneder. Stedet hedder foreløbig Klosteret – og Paw garanterer, at Infernals musik ikke komme til at flyde fra højttalerne, ”for det hører vi rigeligt af til hverdag”, som han udtrykker det.