Rolf Sørensen slår knap en million af husprisen
Cykelkommentatoren Rolf Sørensen og hans kone Susanne Sørensen gør nu endnu et forsøg på at få solgt deres kæmpestore hus i Vedbæk, skriver Boliga Kendte.
Den 664 kvardratmeter store villa blev sat til salg for 14,9 millioner kroner i marts 2011.
To år efter blev der høvlet to millioner af prisen, men lige lidt hjalp det.
Selv om der i de tre et halvt år, som villaen har været til salg, har været mere end 44.000 brugere inde og klikke på annoncen, så har det ikke hjulpet.
Derfor har Rolf Sørensen og den kendte ejendomsmægler Jan Fog sænket prisen med endnu 950.000 kroner, så ejendommen nu kan købes for 11.950.000 kroner – 20 procent mindre end prisen fra 2011.
Hvis det lykkes Rolf og Susanne Sørensen at sælge deres bolig til udbudsprisen, vil det være det dyreste salg i Vedbæk i år, hvor den hidtil største handel er tinglyst med en salgspris på 11,5 million kroner, skriver Boliga Kendte.