Før aftenens finale: Caroline er kun et menneske
I aften kl. 22.30 vil verdens øjne være rettet mod blonde, danske Caroline Wozniacki - eller "Little Miss Sunshine", som amerikanerne kærligt kalder hende - når hun står overfor superstærke Serena Williams i finalen i US Open. Det er er comback af de helt store for Caroline - og i Berlingske forklarer hendes bror, Patrik, hvordan begivenhederne i 24-årige Carolines privatliv naturligvis har haft betydning for både hendes nedture og - nu - hendes optur.
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at de oplevelser, hun har været ude for, har givet hende ekstra drivkraft. Hun har kanaliseret frustrationerne ud igennem tennis, og det kan man se resultatet af i disse dage, siger Patrik Wozniacki til Berlingske.
Han understreger, at perioden med Rory McLlroy på mange måder var den lykkeligste i lillesøsterens liv - men at det også var en tid fyldt med store udfordringer.
- Der er ingen tvivl om, at det tog hårdt på dem begge, når de skulle rejse på tværs af tidszoner for at have plads til at pleje deres forhold, men det gjorde de selvfølgelig gerne. Hvem ville ikke gøre det, når man er forelsket? Den belastning er der ikke længere, hvilket, jeg bestemt tror, er en af årsagerne til, at vi ser Caroline blomstre på tennisbanen, mener Patrik.
Hele familien Wozniacki bor p.t. i en lejet lejlighed i New York - og her er Caroline godt skærmet af fra tennisverdenens cirkus, mens familien lever med en normal rollefordeling. Mor ved kødgryderne - og verdensstjernen Caroline er som lillesøster nederst i hierakiet.
- Jeg tror, Caroline ville blive idiot, hvis hun skulle tænke tennis hele tiden, siger Patrik i Berlingske. - Så hun har det godt med at have os som familie, der støtter hende på banen, men også kan få hende væk fra fokus, når hun ikke er på banen. Gør man ikke det, brænder man før eller siden sammen. Hun er jo kun et menneske, slutter Patrik.
Sejr eller nederlag i aften - Caroline planlægger uanset hvad at blive nogle dage i New York Der er nemlig modeuge i byen - og netop mode er en anden ting, der har optaget "Little Miss Sunshine" lige siden barndommen.