8. sep. 2014
Af Jan Bergman

Dronning Margrethe på vikingetogt i Berlin

Dronning Margrethe i Berlin
Dronning Margrethe
Foto: AOP
Danmarks dronning Margrethe skal være med til at sætte fokus på vikingerne med blandt andet det danske vikingeskib ”Roskilde 6”, som er det hidtil længste vikingeskib, der er fundet.

Dronningen aflægger officielt besøg i Berlin den 9.-10. september 2014 og vil i den forbindelse forestå åbningen af udstillingen ”Die Wikinger”.

”Die Wikinger” er skabt i samarbejde mellem Museum für Vor- und Frühgeschichte i Berlin, British Museum i London og Nationalmuseet i København, skriver kongehuset.dk.

Den oprindelige udstilling fra København og London er i anledning af den nye udstilling i Berlin blevet udvidet med den største rekonstruktion af et vikingeskib ”Havhesten fra Glendalough” på foranstaltning af den danske ambassade i Berlin og Vikingemuseet i Roskilde. Vikingeskibet, der anløb Berlin via Spreefloden den 6. september, blev søsat i 2004 med deltagelse af Dronningen.

Dronningen forestår den officielle åbning af udstillingen tirsdag den 9. september kl. 12 i selskab med Tysklands Forbundspræsident, Joachim Gauck.

I forbindelse med det officielle besøg vil Dronningen også møde Berlins overborgmester, Klaus Wowereit, ved Brandenburger Tor, besøge den danske kirke, Christianskirken, samt slotsparken i Potsdam under ledsagelse af Brandenburgs ministerpræsident Dietmar Woidke.

Derudover vil Dronningen aflægge besøg hos kunstner Olafur Eliasson i dennes studie i Berlin.

Dronning Margrethe

Læs mere om: