Vild med dans-finale udsolgt på få minutter
”Vild med dans” har de senere år været en seermagnet på TV 2, og det viste den nye sæson sig i den grad også at være.
Den nye omgang af ”Vild med dans” havde premiere fredag den 12. september, og her sad i gennemsnit 1.041.000 danskere klistret til skærmen.
Over 1,1 million TV-seere fulgte med i slutningen af showet, skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Derudover viste programmet sig at være at hit blandt danskerne, da billetsalget til finalen i Forum Horsens blev sat i gang i dag mandag den 15. september klokken 10.00.
Populær finale
Efter blot seks minutter var samtlige billetter til finalen den 28. november revet væk.
- Vi er fantastisk glade for, at danskerne igen er klar til at engagere sig i vores største ”Vild med dans”-satsning nogensinde med en ny app, finalen i Forum Horsens og lørdagsturneen rundt i landet, siger TV 2’s underholdningschef Gitte Madsen.
Dansekonkurrencens seertal på 1.041.000 er det højeste på dansk TV siden de største VM fodboldkampe i sommeren 2014.