VIDEO: Kronprinsparret imponerede i Toronto
Lige meget hvor kronprins Frederik og kronprinsesse Mary viste sig i Toronto på andendagen af deres officielle besøg i Canada, var begejstringen stor.
Både den danske erhvervsdelegation og de vigtige canadiske forbindelser havde kun rosende ord tilovers for de kongelige stjerner, da de sammen brugte dagen på at sætte fokus på danske kvalitetsprodukter.
Undervejs spiste de blandt andet frokost med danske erhvervsfolk og deres mulige nye samarbejdspartnere, og kronprinsesse Mary fik set på det ypperste indenfor den danske smykke- og modeverden, da kendte navne som Ilse Jacobsen, Malene Birger, Julie Brandt og Dyrberg/Kern udstillede deres varer i Distillery District.
Sammen besøgte parret også et showroom med lækkert, dansk design, hvorefter kronprinsen iklædte sig sikkerhedshjelm og tilhørende sko for på 26. etage at se nærmere på et miljørigtigt byggeri.
Parret klarede de mange arrangementer fint og var om aftenen klar til den store, flotte middag på Royal Ontario Museum.