Leonardo DiCaprio: Red Jorden!
Leonardo DiCaprio har modtaget en fornem pris "Clinton Global Citizen Award" for sin kamp for miljøet.
Det skete ved det årlige møde i et forum skabt af tidligere præsident Bill Clinton med det formål at redde Jorden fra konsekvenserne af klimaforandringerne - Clinton Global Initiative, skriver The Hollywood Reporter.
Hollywood-stjernen fik prisen for sine donationer til miljøbeskyttelse rundt omkring i verden.
I sin takketale opfordrede han indtrængende de tilstedeværende politikere og erhvervsfolk til at skride til handling mod det, han kaldte en "ægte og skræmmende krise".
- Klimaforandringer truer selve livsgrundlaget på vores planet, sagde han og opfordrede alverdens magtmennesker til at skubbe spørgsmålet helt frem forrest på den menneskelige dagsorden.
- Sammen kan vi finde måder at øge bevillingerne og skabe intelligente partnerskaber. Ved at beskytte vores oceaner og vilde natur kan vi gøre det muligt for at arter at overleve, lokale samfund at trives og i sidste ende bevare et stabilt klima for alt liv på Jorden, sagde Leonardo DiCaprio.