Helge Vammen er vild med dans og kager
Elitegymnasten Helge Vammen har både kroppen og fysikken, men der er en verden til forskel på gymnastiske bensving og elegante dansetrin.
Men Helge Vammen er blevet bidt af at danse, og han bruger sit store konkurrencegen til at gå ”all in”.
Hans 37-årige dansepartner Sofie Kruuse, der sidste år kæmpede med Allan Simonsens fodboldben, tager kampen op igen.
Og hun er meget optimistisk med hensyn til Helge Vammens dansepotentiale.
- Han er noget låst i kroppen, men han har jo en ung krop og en stærk fysik, og så er han skarp og superhurtig til at lære trinene. Og så er Helge vild med kage, så det bruge jeg som belønning for god træning, fortæller hun.
Danser quickstep på fredag
På fredag skal parret ud i en superhurtig quickstep, og det er lige noget for Helge Vammen.
- Det er sjovt!, konstaterer han og tilføjer:
- Det ligner lidt Fred Astaire, når jeg drøner hen over gulvet.
- Nå, synes du det, siger en hovedrystende Sofie Kruuse.
Sofie er dog sikker på, det nok skal blive en fin quickstep, parret leverer på fredag.
- Det har været svært for Helge at lære at flirte og lave et show, når vi danser, men det er blevet meget bedre, siger hun.
- Ja, jeg er heller ikke lige så nervøs som første gang, og det er langt sjovere, end jeg havde troet, supplerer Helge Vammen.
- Og nu er du både vild med kage og med quickstep, griner Sofie Kruuse.
Parret træner i Aarhus og bor på hotel, når de er i København for at deltage i prøver og shows.
-Man er så træt bagefter, så det er fint at bo på hotel, hvor man bare kan dejse om i sengen og ikke skal forholde sig til noget som helst, lyder det fra Sofie Kruuse.