Kirsten Siggaard opereret
Sangerinden Kirsten Siggaard er lige nu indlagt på Køge Sygehus, hvor hun er blevet opereret i ryggen. Kirsten Siggaard bliver opereret for en såkaldt spinalstenose.
Kirsten Siggaard har i nogen tid døjet med stærke smerter i ryggen, der forplantede sig ned i benene, og efter samråd med lægerne er man blevet enige om et operativt indgreb, der skal gøre plads til nervebanerne.
Operationen fandt sted tidligere i dag og Kirsten Siggaard var forinden optimistisk og ved godt mod.
Således skrev hun på sin Facebook-side: "Så skal der bare lige ventes lidt, inden det bliver min tur".
Kirsten Siggaard regner ikke selv med, at hun er indlagt mere end et par dage og hun håber, at hun hurtigt kommer sig i hjemmet nær Roskilde, hvor gemalen Jørgen Andersen står klar til at hjælpe, når der er brug for det.
Kirsten Siggaard fortæller til BILLED-BLADET, at hun her sidst på eftermiddagen igen er tilbage på stuen efter en veloverstået operation.
BILLED-BLADET ønsker Kirsten Siggaard rigtig god og hurtig bedring.