15. okt. 2014
Af Juliane Olsen
TILLYKKE: Thomas Helmig fylder 50 år
Musikeren Thomas Helmig runder i dag et skarpt hjørne, og han kan i dag fejre, at han har levet et halvt århundrede med rock i blodet.
At fylde 50 år er ingen sag, når man som musikeren Thomas Helmig kan se tilbage på en lang karriere i rockens tjeneste og samtidig kan bryste sig af at danne par med en af Danmarks smukkeste kvinder.
Aarhusianske Thomas Helmig debuterede tilbage i 1985 med albummet ”Thomas” og blev op igennem 1980’erne og 1990’erne kendt for hits som ”Det er mig der står herude og banker på”, ”Stupid Man” og ”Den jeg elsker, elsker jeg”.
I 2000 blev han gift med den tidligere fotomodel Renée Toft Simonsen, som han i 1998 havde fået sønnen Hugo med. I forvejen har han datteren Ida Marie født i 1992 fra ægteskabet med fotomodellen Heidi Andersen.
Thomas Helmig udgav sidste år i november sit femtende album under titlen ”KH Helmig”.