17. okt. 2014
Af Juliane Olsen

Dronning Margrethe og prinsgemalen rejser til Kroatien

Dronning Margrethe og prins Henrik rejser til Kroatien
Dronning Margrethe og prins Henrik
Foto: Lars H. Laursen
Dronning Margrethe og prins Henrik aflægger et statsbesøg i Kroatien den 21.-24. oktober.

Regentparret vil aflægge besøg hos en række danske virksomheder i Kroatien den 21.-24. oktober ifølge kongehuset.dk.

Under besøget vil der være fokus på forskellige samarbejder blandt andet vedrørende energi, miljø, fødevarer, IT og sundhed.

Dronning Margrethe og prins Henrik vil både aflægge visit hos en række danske virksomheder og deltage i forskellige kulturarrangementer.

Prinsen holder tale

Dronningen vil for eksempel overvære åbningen af et ”Regionalt Diabetesforum” med fokus på sundhedsøkonomi, mens prins Henrik skal holde en tale på erhvervsforummet.

I alt vil der deltage omkring 30 danske virksomheder og erhvervsorganisationer i forummet.

Se regentparrets omfattende program her:

Tirsdag den 21. oktober

Zagreb

Regentparrets program

Officiel velkomst ved Præsidentpaladset

Kl. 15.45
Regentparret ankommer til Præsidentpaladset og modtages af Præsidentparret.

Nationalhymnerne afspilles, hvorefter æresgarden inspiceres.

Efterfølgende er der officiel fotografering, hvorefter Regentparret og Præsidentparret samtaler i State Room.

Møde med parlamentsformanden

Kl. 16.40
Regentparret mødes med formanden for det kroatiske parlament Josip Leko i parlamentsbygningen.

Besøg ved Sankt Markus Kirken

Kl. 17.00
Regentparret besøger Sankt Markus Kirke. Kirkens tag er dekoreret med våbenskjold fra Kroatien, Dalmatien, Slavonien og Zagreb og inde i kirken findes skulpturer af den kroatiske billedhugger Ivan Meštrović.

Statsbanket

Kl. 19.55
Regentparret deltager i statsbanket i Præsidentpaladset. I forbindelse med banketten vil der være officielle taler af H.E. Præsidenten og H.M. Dronningen.

Onsdag den 22. oktober

Zagreb

H.M. Dronningens program

Besøg på Etnografisk Museum

Kl. 09.20
Dronningen besøger Etnografisk Museum, der blev grundlagt i 1919. Under besøget bliver Dronningen vist rundt i udstillingen på 1. sal, som omhandler traditionelle kroatiske tekstiler og klædedragter.

Åbning af Regionalt Diabetesforum

Kl. 11.00
Dronningen deltager i åbningen af Regionalt Diabetesforum, der har særlig fokus på sundhedsøkonomi, herunder økonomiske effekter af diabetes og diabetesbekæmpelse. Under åbningen vil Dronningen holde tale.

Åbning af børneteaterforestilling i Kazalište Mala Scena

Kl. 15.00
Dronningen overværer en forkortet forpremiere på det nyskrevne teaterstykke ”Why me?”, der er produceret i samarbejde med det danske børneteater ”Passepartout”. Dronningen får i forlængelse af premieren mulighed for at hilse på nogle af instruktørerne og skuespillerne.

H.K.H. Prinsgemalens program

Åbning af dansk-kroatisk erhvervsforum

Kl. 09.10
Prinsgemalen deltager i åbningen af dansk-kroatisk erhvervsforum, hvor mere end 30 danske virksomheder og erhvervsorganisationer deltager.

Besøg ved arkitektursymposiet ”Transformations”

Kl. 14.00
Prinsgemalen overværer afslutningen af symposiet ”Transformations”, der omhandler betydningen af arkitekturpolitik i Danmark og Kroatien med særligt fokus på byudvikling og transformering af bydele.

Besøg ved arkitekturudstilling i Gliptoteka

Kl. 15.00
Prinsgemalen får forevist udstillingen ”Sådan levede vi”, der omhandler de fysiske og bypolitiske rammer for opbygningen af den danske velfærdsstat.

Regentparrets program

Besøg ved Xellia Pharmaceuticals

Kl. 12.00
Regentparret besøger den danske højteknologiske virksomhed Xellia Pharmaceuticals’ nyoprettede filial, der har fokus på udviklingen af antibiotika mod multiresistente bakterier. Regentparret vil under besøget blandt andet besigtige et laboratorium og få fortalt om virksomhedens historie og skandinaviske arv.

Erhvervsfrokost

Kl. 12.45
Regentparret deltager i erhvervsfrokost på The Westin Zagreb med formålet at styrke interessen for dansk-kroatisk erhvervssamarbejde.

Besøg i Zagrebs Katedral

Kl. 14.30
Regentparret får omvisning i katedralen ”Cathedral of Assumption of the Blessed Virgin Mary”, der er Kroatiens største romersk-katolske kirke, og som opførtes i perioden 11.-15. århundrede.

Åbning af Zagreb Filmfestival

Kl. 17.00
Regentparret overværer åbningen af Zagreb Filmfestival og ser en udvalgt kortfilm.

Returmiddag

Kl. 20.00
Regentparret afholder returmiddag på Hotel Esplanade.

Torsdag den 23. oktober

Koprivnica

Regentparrets program

Besøg ved Koprivnicas rådhus

Kl. 10.30
Regentparret besøger rådhuset samt får forevist en udstilling med naiv kunst, som byen Koprivnica har en langvarig tradition for. Regentparret besøger ligeledes den danske udstilling ”The Good Day”, der består af bidrag fra danske og kroatiske byplanlæggere, arkitekter og kunstnere.

Besøg ved Carlsberg

Kl. 11.10
Regentparret besøger Carlsberg Croatia. I besøget indgår en præsentation af virksomheden og en rundvisning i produktfaciliteterne.

Besøg ved Hartmann

Kl. 11.50
Regentparret besøger Hartmann, der er en dansk virksomhed, som producerer æggebakker. Under besøger besigtiger Regentparret produktionshallen samt besøger en workshop, hvor blinde og svagtseende deltagere udsmykker æg lavet af støbepapemballage.

Frokost med Koprivnicas borgmester

Kl. 12.35
Koprivnicas borgmester Vesna Želježnjak er vært ved en frokost for Regentparret.

Fredag den 24. oktober

Split

Regentparrets program

Åbning af udstillingen ”Ejnar Dyggve”

Kl. 09.55
H.M. Dronningen forestår åbningen af udstillingen ”Ejnar Dyggve” i det gamle rådhus i Split. Den danske arkæolog Ejnar Dyggve har deltaget i omfattende udgravninger af den historiske by Salona nær Split. Regentparret overværer ligeledes en underskriftceremoni, der markerer kulturarvssamarbejdet mellem Danmark og Kroatien.

Rundvisning ved Diocletians Palads

Kl. 11.00
Regentparret besøger Diocletians palads, der blev opført i 305 som pensionsdomicil for kejser Diocletian. Paladset har siden 1979 figureret på UNESCO’s Verdensarvliste.

Pressemøde ved Meštrović galleriet

Kl. 12.15
Regentparret besøger det tidligere private hjem og nuværende galleri for den kroatiske billedhugger Ivan Meštrović og holder efterfølgende afsluttende pressekonference for danske og kroatiske medier.

H.M. Dronningens program

Besøg i Salona

Kl. 14.45
Dronningen besigtiger resterne af oldtidsbyen Salona, som var den romanske provins Dalmatias tidligere hovedstad.

Læs mere om: