Så er datoen på plads: Prins Carl Philip og Sofia Hellqvist skal giftes til juni
Det svenske hofs hjemmeside oplyser torsdag eftermiddag, at der nu er sat en bryllupsdato for prins Carl Philip og Sofia Hellqvist – det bliver lørdag 13. juni 2015.
- Vi ser frem mod et sommerbryllup i midten af juni, hvor Sverige er meget smuk. Det er en stor dag for os, og vi er meget glade, udtaler prins Carl Philip og Sofia Hellqvist, der blev forlovet den 27. juni 2014, på hjemmesiden.
Vielsen vil finde sted i Slottskyrkan på det kongelige slot i Stockholm.
Hele den svenske kongefamilie har en forkærlighed for junibryllupper – således er prinsesse Madeleine og Chris O’Neill gift den 8. juni 2013, kronprinsesse Victoria og prins Daniel blev gift den 19. juni 2010 – og de havde valgt samme dato som kong Carl Gustaf og dronning Silvia, der blev gift i 1976.