Cecilie Frøkjær: Derfor stoppede jeg i Go’ aften Danmark
Efter sammenlagt 18 år som enten Go’ morgen- eller Go’ aften-vært, skal seerne ikke regne med at se ret meget til Cecilie Frøkjær i hverken "Go’ morgen Danmark" eller "Go’ aften Danmark" det næste stykke tid - måske for altid.
Da hun for fem år siden skiftede fra morgen- til aftenprogrammet, var det blandt andet for at undgå at skulle så tidligt op, men denne gang var det ikke vækkeurets bippen, hun var træt af.
– Jeg tror i virkeligheden, at det mest af alt var lyden af mig selv, som jeg har lydt for mange gange før, det handlede om denne her gang, fortæller hun i ugebladet SØNDAG.
– Jeg har sagt farvel til et program, hvor jeg sikkert kunne være blevet hængende længe endnu. Jeg følte mig i hvert fald ikke åndet koldt i nakken, snarere tværtimod.
Et patchwork-liv
Cecilie Frøkjær var altså ikke træt af det, hun lavede, og hun har heller ikke forladt Nordisk Film, hvor hun var og stadig er ansat. Hun bare blevet vært på en række andre programmer end tidligere.
– Jeg ved godt, der har været nogle smarte overskrifter, der fejlagtigt kørte det op til, at jeg har haft stress. Jeg har mødt folk, der siger: "Du har også været nede med stress, ikke?". Nej, det har jeg ikke. Jeg har aldrig haft stress. Og det er sagt i respekt for dem, der virkelig slås med det. Men jeg har været dér, hvor jeg godt vidste, at jeg havde for travlt.
Den 46-årige journalist skal nu til at vænne sig til et liv, der ikke er styret af faste arbejdstider.
– Nu skal jeg ud i et sådan et "patchwork-liv", hvor man aldrig ved, hvor længe man er hvor. Udsigten til det har tidligere skræmt livet af mig. Nu skræmmer det mig ikke spor.
Færdig med at udkomme
Cecilie Frøkjær har hen over sommeren haft orlov og brugt tiden på at skrive en bog om Lise Nørgaard. Ifølge hende selv var det en befrielse at præstere på en anden måde end normalt.
– I 18 år har mit arbejdsliv været sådan, at hver gang jeg er mødt på arbejde, skulle jeg ende med at udkomme. Jeg er jo altid endt på skærmen på mine arbejdsdage. Det kan man også sagtens, men det føltes pludselig som en dejlig, dejlig pause at stå derhjemme i grimme joggingbukser og skrive i ti timer. I princippet knoklede jeg, som jeg plejede, men det var i mit eget loop, og der var ingen, der skulle sminke mig, og ingen, der skulle sætte mit hår, og jeg performede ned i en computer i stedet for ind i et kamera med en rød lampe.