Kronprinsesse Mary knyttede næverne i Dushanbe
Kronprinsesse Mary viste absolut topform, da hun i Dushanbe i Tadsjikistan
var på besøg i en taekwondo-klub, hvor hun mødte masser af friske unge kampsportsudøvende drenge og piger med dynamit i næverne.
De dygtige taekwondo-talenter gav kronprinsessen og de øvrige gæster fra den danske delegation en flot opvisning med både slag og spark ud i luften.
Der var så meget knald på bevægelserne fra de unge tajik’er, at man næsten kunne høre suset fra deres hurtige bevægelser.
I forbindelse med taekwondo-besøget blev der sat fokus på kampen for at sætte en stopper for kønsbaseret vold.
En uhyggelig vold, der rammer mange kvinder i Tadsjikistan. Derfor kan det faktisk for en pige være en fordel at kunne forsvare sig.
For eksempel ved at hjælp af taekwondoens teknik med slag og spark mod ømme punkter hos en angribende mand.
Kronprinsesse Mary fik sig en god snak med både drengene og pigerne om volden og om, hvordan det er at være ung i hovedstaden Dushanbe.
Både kronprinsessen og de unge fandt i samtalen hinanden ret hurtig og med en afslappethed, så man næsten skulle tro, at den danske kronprinsesse havde været fordi taekwondo-hallen et par gange før.
Da kronprinsessen på et tidspunkt poserede for fotograferne sammen med de seje kampsportspiger, knyttede hun de kongelige næver som et symbol på, at der er royal opbakning til bestræbelserne på at sætte maksimal fokus på vold mod kvinder både i Tadsjikistan og i resten af verden.