VIDEO: Kronprinsesse Mary hyldet for sin kamp
Afslutningen på kronprinsesse Marys første tur nogensinde til Tadsjikistan blev markeret med en fornem reception på et hotel midt i hovedstaden Dushanbe. Receptionen blev indledt med en tale, som verdenssundhedsorganisationen World Health Organizations topprofil Zsuzsanna Jakab holdt.
I talen hyldede hun især kronprinsesse Mary, hvis utrættelige arbejde for World Health Organization har haft enorm værdi for den proces, man er i gang med i Tadsjikistan. Jakab henviste særligt til det store immuniseringsprogram eller vaccinationsprogram, som nu er en integreret del af det centralasiatiske lands kamp for at udrydde polio.
Landet blev i 2010 ramt af en polio-epidemi, der rasede med en sådan kraft, at WHO blev sat ind i kampen for at hjælpe de mange børn og unge, der blev ramt af polio eller risikerede at blive ramt af den frygtede børnelammelses-virus. Den kamp, som i dag udkæmpes med succes ved hjælp af vacciner, var kronprinsesse Mary i løbet af dagene i Tadsjikistan med til at sætte maksimal fokus på.
Og udbredelsen af viden om polio, børnesundhed og vaccinen mod de smitsomme sygdomme kan være med til at redde mange tusinde børn og unge fra døden eller et liv præget af alvorlig sygdom.
Dybt bevægende dag
Kronprinsesse Mary tog ydmygt imod hyldesten og talen fra WHO’s Zsuzsanna Jakab, som hun gennem en periode har arbejdet tæt sammen med. Tidligere samme dag blev Mary også hædret for sit arbejde for børn og kvinders sundhed og rettigheder, da hun på universitetet i Dushanbe blev udnævnt til æresprofessor.
Se videoen fra kronprinsessens fantastiske og dybt bevægende dag i Tadsjikistan, hvor hun om formiddagen blev udnævnt som æresprofessor på baggrund af sit utrættelige arbejde og senere på dagen så helt små børn blive vaccineret mod polio. Arbejdsdagen blev rundet af med en helt unik oplevelse i en taekwondo-klub i Dushanbe, hvor Mary var vidne til unge piger og drenges kamp for at sætte fokus på vold mod kvinder.