Hanne-Vibeke Holst: Sådan mødte jeg min mand
Forfatteren Hanne-Vibeke Holst, 55, blev ramt af lynet, da hun for 19 år siden mødte sin mand, Morten Bruus. Til ALT for damerne fortæller Hanne-Vibeke Holst, hvordan hun var i et ægteskab, der skrantede, da hun skulle på job i udlandet med en ny filmfotograf. Ind i lokalet trådte Morten Bruus.
- Og straks jeg kiggede på ham, tænkte jeg bare "holy smoke! Det ender galt". Jeg kan ikke forklare, hvordan jeg kunne vide det. Han var da pæn, men skulle jeg have tegnet min drømmemand, ville jeg aldrig have tegnet ham. Han var 46 år - 11 år ældre end mig - og med vigende hårgrænse. Han så ret speciel ud på en tiltrækkende måde. Jeg var solgt. Og det utrolige var, at det var han også. Han har fortalt, at noget af det første, han lagde mærke til, var min røv!, siger Hanne-Vibeke Holst til ugebladet.
Ingen af de to kunne kæmpe mod deres følelser, og både Hanne-Vibeke Holst, der var mor til to, og Morten Bruus, som var far til tre, lod sig skille.
En smertelig beslutning – men den rigtige, konkluderer Hanne-Vibeke Holst.
Hun og Morten er i dag lykkeligt gift og har sammen en søn på 17 år.