Astrid Krag: Dansen har givet mig en ny kropsforståelse
- Det var mega-ærgerligt at ryge ud, lød det fra Thomas Evers Poulsen umiddelbart efter, han og dansepartneren, Astrid Krag, røg ud og dermed missede chancen for et finaleplads i ”Vild med dans” 2014.
Astrid Krag var helt enig. Hun ville også gerne have danset freestyle i Horsens på fredag, men glæden over at være nået helt til semifinalen, overskyggede alligevel sorgen over at ryge ud.
- Jeg er virkelig stolt over at nå så langt, og jeg vil helt sikkert holde fast i den nye kropsforståelse, dansen har givet mig, forsikrede Astrid Krag.
Udover at have tabt ti kilo, har hun fået et helt nyt forhold til at bruge sin krop til bevægelse.
- Så jeg vil rigtig gerne fortsætte med at danse. Om Thomas og jeg får tid til at danse sammen fortsat, har vi ikke talt om, men elles må jeg jo gå til dans – ligesom min datter, der er begyndt til dans, erklærede en smilende Astrid Krag.
- Jeg nyder virkelig at have fået en andet forhold til min krop og vil måske også begynde at gå til noget styrketræning.
Folketingspolitikeren er dybt taknemmelig for alt det, Thomas Evers Poulsen har lært hende.
- Det er helt utroligt. Thomas har været fantastisk til at finde ud af, hvordan han skulle lære netop min krop, de ting, der var så uvante for den. Hvis jeg havde fået en anden professionel partner, var jeg aldrig nået så langt.
Og som en stor bonusgevinst har Astrid fået en nye bedste ven.
- Ja, helt sikkert. Thomas og jeg har klikket utrolig godt lige fra starten, så vi har absolut fået et venskab – og mine børn har fået en dansemand ind i familien, fortæller Astrid Krag, der allerede har aftalt noget julehygge med sin ”Vild med dans”-partner.