Peter Myginds Plan-datter i fjernsynet

I dag starter Børnenes U-landskalender på DR1, og overskuddet fra kalenderen går i år til Plan Danmarks projekt med at skabe bedre skolegang for mere end 20.000 børn på 36 skoler i Zambia.
I løbet af julen vil seerne komme til at lære Peter Myginds Plan-datter Emma Banda og hendes familie at kende via nogle små film på DR-K og på den måde at få indblik i forholdene i Zambia.
Plan-faderskab er en gave
Skuespilleren Peter Mygind var tidligere på året i Zambia sammen med sine to sønner Julius på 22 og Valdemar på 15 for at hilse på deres nye fadder-barn Emma og hendes familie.
- Det er en gave at være Plan-fadder for Emma, sagde Peter Mygind til BILLED-BLADET efter Zambia-turen.
Plan er hjælpeorganisation bag kalender-projektet, og under Peter Mygind og sønnernes besøg i Zambia blev der optaget de film, der skal bruges i forbindelse med Børnenes U-landskalender.
Julekalenderen har 48 låger
Den 6. oktober blev kalenderen søsat - af netop Peter Mygind - på Gasværksvejens skole på Vesterbro, og i dag går den så i luften på DR1.
Julekalenderen har i år hele 48 låger, da der både er en kalender til store børn og en til de små.
Til de største er kalenderen baseret på DR1's nye julekalender "Tidsrejsen", og til de mindste tager kalenderen afsæt i klassikeren "Jullerup Færgeby", der genudsendes på Ramasjang.