Seertal: Finalen i Vild med dans blev ugens store hit
Selv om der efterhånden har været 11 sæsoner af ”Vild med dans” på TV 2, så var finalen i fredags ugens mest sete program på dansk TV.
Det oplyser Gallup ifølge Mediawatch.
Et andet populært program dette efterår har været ”Gift ved første blik” på DR 1, men det kunne ikke vippe dansedysten af pinden.
Der var således 1.325.000 seere, der fulgte med i ”Vild med dans – afgørelsen” og så konfettien regne ned over Silas Holst og Sara Maria Franch-Mærkedahl, da de vandt, og selve ”Vild med dans” blev set af 1.199.000.
Til sammenligning trak sidste afsnit af sæsonens ”Gift ved første blik” 1.143.000 seere, og sidste afsnit af den omdiskuterede TV-serie ”1864” blev set af 1.170.000.
Det var dog flere end sidste søndag, hvor 1.086.000 fulgte prøjsernes kamp mod danskerne.
I BILLED-BLADET på torsdag kan du læse om alt det, du ikke så på TV fra "Vild med dans"-finalen og se en masse flotte billeder fra den storslåede aften i Forum Horsens.