Nils Malmros-film ude af Oscar-kapløbet
Der var høje forventninger til Nils Malmros’ film ”Sorg og glæde”, da den i september blev indstillet som Danmarks bud på en nominering i kategorien Bedste udenlandske film ved Oscar-showet i 2015.
Men nu står det klart, at det danske drama ikke længere er med i kapløbet om en nominering.
Ifølge dr.dk har Oscar-akademiet udsendt en liste over ni nominerede film i kategorien for de bedste udenlandske film, og ”Sorg og glæde” er ikke repræsenteret.
Tidligere nominerede
De sidste par år har Danmark ellers været inde i en god Oscar-stime. Sidste år var Thomas Vinterbergs ”Jagten” nomineret, og året før var det Nikolaj Arcels ”En kongelig affære”.
I alt 83 udenlandske film var indstillet, og når den store prisuddeling løber af stablen den 22. februar 2015 i Dolby Theatre i Hollywood, er der kun fem film tilbage i kategorien.
Den 15. januar vil de endeligt nominerede i alle kategorier blive offentliggjort.