Færre TV-seere til Arvingerne end ved premieren sidste år
Da DR 1 havde premiere på "Arvingerne" 1. januar sidste år, fulgte 1.784.000 seere med i arvestriden i familien Grønnegaard.
På trods af vild popularitet var seertallet ikke steget, da anden sæson havde premiere forleden.
Ekstra Bladet oplyser, at tallet derimod var faldet til 1.577.000.
Altså så over 200.000 færre danskere med, da der var gensyn med Gro og de andre søskende, og da der endelig var forløsning på, hvem der mon skulle have en baby.
Lige siden første sæson sluttede, og casterne begyndte at lede efter et spædbarn til sæson to, har gætterierne kørt, men det har altså ikke formået at trække seertallet op.
Hos DR er man dog tilfreds med tallet.
- At vi formår at samle så mange seere foran fjernsynet om den samme kanal i en tid, hvor der er mange flere forskellige TV-tilbud og streamingtjenester til rådighed end for 5-10 år siden, det er jeg ganske godt tilfreds med, siger DR 1’s kanalchef Pil Gundelach Brandstrup til Ekstra Bladet.