Lars Ranthe: Jeg håber Badehotellet fortsætter
Lars Ranthe elsker at spille "Badehotellet"s bulderbasse, grosserer Madsen.
I mandag aftens afsnit på TV 2 rullede han sig rigtigt ud.
- Det er en rolle, som er sjov at spille. Jeg har udviklet Madsens lidt flade, kontante sprog med inspiration fra Ebbe Rodes Storm P-monologer fra 1910. Madsen er jo sådan en gadedreng fra 1910-20'ernes København, der er kommet til penge. Det sprog foreslog jeg manuskriptforfatterne, vi kunne bruge, og det var alle helt med på, siger Lars Ranthe.
Læs mere om "Badehotellet" - klik her
- Det er en kæmpe fornøjelse at medvirke. Vi har et fantastisk hold, men selvfølgelig var det da en varm fornøjelse at gå rundt i 1920'er-habitter, når alle lamperne banker ind i studiet. Jeg har tilmed en stor vatmave på indenunder, siger Lars Ranthe, der også håber på en tredje sæson af "Badehotellet".
- Fortællingen strækker sig jo fra de brølende 1920'ere over depressionen i 1930'erne og til krigen. Hvordan tackler de rige mennesker det? Det er vigtigt for forfatterne at få gjort den fortælling færdig, så jeg håber, vi laver fem sæsoner i alt, siger Lars Ranthe.