Özlem Cekic undskylder over for Susanne Bier: Jeg er så flov!
SF-politikeren Özlem Cekic kom forleden på afveje, da hun var på vej til et fotoshoot.
- Jeg gik tilfældigt ind i det forkerte hus. Først anede jeg det ikke, jeg blev bare budt på kaffe af de folk, der var der. Jeg troede, det var dem, jeg havde en aftale med, for de bad mig bare vente. Så fik jeg at vide, at Susanne Bier ville være der om lidt, og så gættede jeg, at jeg måtte være gået forkert!, siger hun til BILLED-BLADET.
Da Özlem Cekic fangede fejlen, takkede hun nej til kaffe, og skyndte sig ud af huset.
Ôzlem Cekic vil undskylde overfor Susanne Bier
- Jeg er så flov, så jeg må hellere få sagt undskyld til Susanne Bier, at jeg bare kommer rendende sådan.
Heldigvis var hun indbudt til premieren på Susanne Biers nye film "En chance til" i Imperial Biografen i København, hvor der var rig mulighed for at få forklaret fadæsen.
- Og hvis det kaffetilbud stadig gælder, vil jeg egentligt gerne takke ja til det, griner hun.