Nikolaj Lie Kaas til verdenspremiere på ny DR-dramaserie i Berlin
Nikolaj Lie Kaas kan godt finde festtøjet frem.
Han er nemlig med på den røde løber, når DR's næste nye dramaserie med arbejdstitlen "Bedraget" får verdenspremiere til Berlin International Film Festival, oplyser DR i en pressemeddelelse.
Serien, som Jeppe Gjervig Gram er hovedforfatter på, og som Per Fly med egne ord er "konceptuerende" instruktør på, er blevet udvalgt af Berlinalen og vises i den tyske hovedstad den 10. februar.
TV-serier har enorm interesse
Tidligere er det kun overgået enkelte TV-serier som "House of Cards" at få verdenspremiere i forbindelse med festivalen, som i år vælger at give TV-serier mere opmærksomhed i det officielle program.
Årsagen er, at det pibler frem med nye dramaserier over hele kloden, og at interessen for dem er enorm.
DR1 sender "Bedraget" fra januar 2016, men de to første afsnit er imidlertid klar, og det er dem, der skal vises i Berlin.
"Bedraget" er med i superligaen
DR's dramachef Piv Bernth kalder det enestående, at DR's serier nu er helt oppe i superligaen.
- Denne invitation til visning af "Bedraget" ved Berlin International Film Festival er tidligere kun givet til serier, vi opfatter som vores forbilleder. Den kommende store serie fra DR giver allerede genklang i den internationale TV-verden, og vi er oprigtigt glade for, at Jeppe Gjervig Gram, hans forfatterteam og hele holdet bag serien med Per Fly i spidsen får den velfortjente anerkendelse. Seerne har virkelig noget at glæde sig til, siger hun.
"Bedraget" er en dramaserie om økonomisk kriminalitet og grådighed.
"Bedraget" handler om kriminalitet
Ifølge DR Fiktion følger "Bedraget" både politifolkene i Bagmandspolitiet og de karismatiske forbrydere i bankerne, på børsen og i bestyrelseslokalerne.
Midt i det store spil står to unge biltyve, der tror, de har ramt jackpot, da de ved et tilfælde får fingrene i en taske fyldt med kontanter – men de mange penge har en pris.
LÆS MERE: Her er dramaserien "Arvingernes" afløser på DR1.