27. jan. 2015
Af Dorte Quist

Mary og Helle bar årets flotteste kjoler i 2014

BILLED-BLADETs store læserkonkurrence har kåret kronprinsesse Mary og statsminister Helle Thorning-Schmidts kjoler fra Berlin og nytårskuren som de flotteste sidste år.

Kronprinsessen og statsministeren er to kvinder med stensikker kjolestil.

Det kan derfor ikke undre, at det igen i år er kronprinsesse Mary, der vinder BILLED-BLADETs store læserkonkurrence om Årets kongelige kjole 2014 i den glitrende, mørkeblå pailletkjole fra designeren Jesper Høvring, som kronprinsessen bar ved Bambi Charity Award i Berlin i november. Statsminister Helle Thorning-Schmidt vinder Årets kjole 2014 med sin feminine, lyserøde kjole fra Wichmann Couture, som hun bar den første dag i 2014 ved nytårskuren hos dronningen.

Helle Thorning-Schmidt sender æren videre

Helle Thorning-Schmidt er meget glad for, at BILLED-BLADETs læsere har kåret hendes kjole til Årets kjole.

- ­Tusind tak til BILLED-BLADETs læsere for prisen for årets flotteste kjole. Den er jeg rigtig glad for og vil straks sende æren videre til de to dygtige skræddere, der har skabt kjolen. Vi har det fineste og hyggeligste samarbejde, hvor vi alle kommer med ideer, indtil jeg står i den færdige kjole, siger Helle Thorning-Schmidt.

I kategorien Årets brudekjole 2014 var det sangeren Kandis-Johnnys hustru, Gitte Dahlgaard Hansen, der løb med titlen i en flot kjole fra Skott Brudekjoler i Rold.

DU KAN SE TOP-5 OVER ÅRETS KJOLER, ÅRETS KONGELIGE KJOLER OG ÅRETS BRUDEKJOLER I GALLERIET HEROVER

LÆS MEGET MERE I BILLED-BLADET PÅ TORSDAG

Læs mere om: