27. jan. 2015
Af Luise Marie Bekker

Babou flytter hjemmefra for at leve af musikken

Babou
Babou
Foto: Martin Høien /BILLED-BLADET
I oktober rykkede Babou fra forældrenes hjem i Aarhus til Amager i København, hvor han skal klare sig selv, men heldigvis tjener han penge på sin musik.

- Det var nemmere, da jeg boede hjemme hos mine forældre, griner Babou, da BILLED-BLADET spørger ham, hvordan det går med at leve af musikken.

Den 20-årige sanger, der blev nummer to i TV 2-programmet "Scenen er din" i juniorkonkurrencen i 2005 og nummer tre i "X Factor" 2011, skal deltage i Dansk Melodi Grand Prix i Aalborg lørdag den 7. februar, og han er lige flyttet hjemmefra.

Babou er rykket tværs gennem landet fra forældrenes hjem i Aarhus og til Amager i København, hvor han skal til at lære, at ting koster penge, som han selv siger.

Diskoteker betaler ikke i sodavand

- Folk siger, det er den bedste tid, men det er også lidt presset, siger han.

Men faktisk lever han af musikken, og det vil han blive ved med, fortæller han.

- Jeg pendlede imellem Aarhus og København, fordi de fleste af mine job på diskoteker er herovre, og i oktober besluttede jeg så at flytte herover. Heldigvis betaler diskotekerne i penge og ikke i sodavand, griner Babou, der sidste år sang titelmelodien til "Paradise Hotel", "Supernova".

Babou skal ikke have uddannelse

Livet i hovedstaden er helt anderledes end gymnasietilværelsen, han havde i Aarhus.

- Jeg har næsten lykkeligt fortrængt den tid, hvor jeg gik i skole. 10 år i folkeskolen og så gymnasiet, som jeg ikke tog for min egen skyld, men for at tilfredsstille mit bagland. Jeg er ikke sikker på, at jeg får brug for en uddannelse, forhåbentlig kan jeg blive ved med at leve af musikken.

- Men hvis jeg skulle tage en uddannelse, ville jeg nok vælge at blive noget kreativt som skuespiller eller journalist, siger Babou.

LÆS MERE: Remees bidrag til Melodi Grand Prix: 10 år gammel sang.

Læs mere om: