Thomas Castberg om ny Masterchef-dommertrio: Vi har det sjovt
De sidste mange sæsoner af ”Masterchef” på TV3 har handlet om kendte mennesker, der har konkurreret i køkkenet, men denne gang skal vinderen findes blandt 24 helt almindelige danskere.
Thomas Castberg og Jakob Mielcke er igen en del af dommertrioen, og de har denne gang fået den erfarne kok Jesper Koch med på holdet.
- Jeg har lavet 13 sæsoner, og det her er uden tvivl den bedste sæson. Vi har det sjovt og svinger godt sammen, så hvis det bliver ved med at være den her dommertrio, er jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne vil lave flere sæsoner, siger Thomas Castberg til BILLED-BLADET.
Kokkene er jyder
Den 39-årige ”Masterchef”-dommer kendte kun Jesper Koch fra kokkebranchen, men nu har de også lært hinanden at kende privat.
- Med fare for at lyde pladderromantisk, så går vi faktisk ud og spiser sammen alle tre, siger Thomas Castberg og forklarer, hvorfor de er et godt dommer-match.
- Vi er teknisk set alle jyder - selv om Jesper Koch bliver ved med at kalde os for københavnere. Jeg er fra Aarhus, Jakob er fra Holstebro, og Jesper er fra Sønderjylland.
”Masterchef 2015 – Danmarks største madtalenter” har premiere mandag aften kl. 19.00 på TV3.