Prins Joachim stiller igen op i racerløb i Aarhus
Den 22.-24. maj vil der i Aarhus kunne høres hvinende bildæk og ses på flotte biler, når Classic Race Aarhus løber af stablen.
Og i år vil der endnu en gang være royal deltagelse af prins Joachim.
Det skriver Jyllands-Posten.
VIDEO: Lille prins Henrik til Røde Kors-ræs
Prins Joachims hold, Cortina Racing, har deltaget flere gange, og sidste år vandt prinsen i den samlede historiske 65-klasse for biler før 1965 samt i division 65-4 i hans Ford Lotus Cortina.
Også holdkammeraterne Martin Berner og Oscar Davidsen Siesbye fra Cortina Racing opnåede flotte placeringer som henholdsvis nummer to og tre i division 65-4.
LÆS OGSÅ: Prins Joachim og Tom Kristensen først over målstregen
Niels Brøchner, præsident for Classic Race Aarhus, er glad for den royale opbakning:
- Prinsen er jo en fantastisk dygtig kører, der går op i løbet med liv og sjæl. Det har altid betydet noget helt særligt for Classic Race Aarhus at have Hans Kongelige Højhed Prins Joachim med i startfeltet, udtaler han til Classic Race Aarhus’ hjemmeside.
Classic Race Aarhus er en non-profit organisation, og overskuddet fra arrangementet går til at skabe bedre trafiksikkerhed for børn.