Anti Social Media: Vi frygter ”morder-blikket”
Det handler ikke kun om musik og en god sangstemme, når man skal vinde et Melodi Grand Prix.
Det handler også om udstråling og optræden.
Det har de fire seje gutter fra Anti Social Media, der stiller op med sangen ”The way you are”, for længst fundet ud af.
Philip vil undgå "morder"-blik
Desværre har de et problem i gruppen:
- Jeg har sådan et blik, jeg prøver at undgå, siger forsangeren Philip på 19 år.
- Jeg kalder det ”morderblikket”, og det kommer, når jeg kigger lidt ned. Det er ikke noget, jeg gør med vilje.
Philip har øvet sig
De andre i gruppen har mindet ham om det, når de har øvet, og derfor er Philip nu endt med kun at lave det, han kalder sleske øjne, og det er jo trods alt bedre end "morder"-øjne.
Under prøverne har Philip virkelig prøvet ikke at give kameraerne ”morderblikket”, for han ved, at seerne derhjemme måske ikke vil finde det charmerende.
Hvis du vil se ”morderblikket”, kan du måske spotte det et øjeblik i drengenes musikvideo, hvor de har en fest i DR’s rekvisitkælder. Se den her.
Autografer er uvant
Alle fire unge mænd Philip, Nikolaj, David og Emil er nu vældig charmerende og fulde af spræl, og så er de blevet spået gode chancer for en sejr af bookmakerne.
Gruppen har i dag givet deres første autografer, og det var ret uvant for dem, at deres kruseduller på et papir kunne have en værdi for nogen.
Derfor mener Anti Social Media også, at de må øve sig på den disciplin, hvis de skulle gå hen og vinde.
Samtidig havde drengene dog bemærket, at Anne Gadegaard var noget mere populær autografskriver end de selv.
LÆS MERE: Melodi Grand Prix: Verdenspremiere på Basims nye sang.