Ny film med Mads Mikkelsen slår rekord
Det er 10 år siden, at instruktør Anders Thomas Jensen sidst instruerede en film, så derfor var det med sommerfugle i maven, at han i sidste uge var med til gallapremieren på sin nye film "Mænd & Høns" i Imperial.
Mads Mikkelsen spiller en af hovedrollerne i den sorte komedie, og nye tal viser, at filmen på få dage er blevet et kæmpe hit.
"Mænd & Høns" fik nemlig årets hidtil største åbningsweekend i de danske biografer med hele 91.326 solgte billetter. Med snigpremierer er tallet 106.000.
Store navne på rollelisten
Dermed overgår billetsalget Anders Thomas Jensens tre tidligere film, "Blinkende lygter" (2000), "De grønne slagtere" (2003) og "Adams æbler" (2005), der solgte henholdsvis 31.387, 39.052 og 53.716 billetter.
- Anders Thomas Jensens har endnu engang formået at lave en film, som danskerne tager til sig, og viser, at 10 års fravær fra instruktørstolen kun har gjort ham stærkere end nogensinde før, fortæller direktør for Buena Vista International, Mads Nedergaard, til kino.dk.
”Mænd & Høns” havde premiere i de danske biografer i sidste uge og har ud over Mads Mikkelsen store, danske navne som Nikolaj Lie Kaas, Nicolas Bro, Søren Malling, David Dencik og Bodil Jørgensen på rollelisten.