Christiane er overrasket over kærligheden til sin nye hund
Det kom som noget af en overraskelse for Christiane Schaumburg-Müller O’Connor, da hendes mand L.O.C. for nogle dage siden vendte hjem fra et familiebesøg i Aarhus med en hund i armene.
TV-værten har nemlig altid været bange for hunde, men hun vidste dog godt, at hendes musikermand er tidligere hundeejer og altid har haft et blødt hjerte for de firbenede kæledyr.
- Jeg har ofte sagt til Liam, at jeg syntes, han burde overveje at få en hund igen (en mindre en selvfølgelig), fordi jeg så, hvor glad det gjorde ham, men ganske rigtigt har svaret hele tiden været, at han ikke skulle have en hund – hvis der skulle en hund ind i vores hjem, skulle det være vores, fortæller Christiane på sin blog.
Den sødeste hund
Af ren kærlighed til sin mand sagde Christiane henover julen, at hun var ved at være klar til, at de fik en hund – bare hun ikke selv skulle gå tur med den alene i en skov.
L.O.C. alias Liam O’Connor tog hende på ordet og købte en 10 uger gammel engelsk bulldog. Og så skete det uventede – Christiane blev øjeblikkeligt forelsket i den lille fyr, som har fået navnet Ugly.
- Han er det sødeste, jeg har set. Jeg er ret overrasket over mig selv faktisk. Jeg har hele tiden tænkt, men ikke sagt det højt, at det nok ville være lidt svært for mig at knytte mig ordentligt til en hund. Men seriøst jeg holder så meget af det lille kræ, også selvom jeg hver morgen bliver mødt af to gange hundelort og en gang tis, skriver hun på sin blog.