Prins William: Tid til den nye baby
Prins William havde egentlig planlagt, at han ville starte på sit nye job som pilot på en ambulancehelikopter allerede i foråret. Men nu har han udskudt første arbejdsdag til engang hen på sommeren, så han kan nyde den første tid sammen med sin og hertuginde Kates nye baby, der efter planen ser dagens lys midt i april.
Men William har det hele på plads for at kunne sætte sig ved styrepinden hos flyselskabet East Anglia Air Service. Han har taget alle de nødvendige eksamener for at kunne flyve ambulancehelikopter - og jobbet står bare og venter på, at han er klar.
Som pilot på en ambulancehelikopter får prinsen typisk en arbejdsag på otte timer. Enten fra klokken syv til 15 - eller på aften-skift fra 16.30 til 01.00. Lønnen er på godt 400.000 kroner om året - men man kan roligt slå fast, at William ikke tager jobbet for pengenes skyld. Han har besluttet, at hele hans løn skal gå ubeskåret vil velgørenhed.
Til gengæld får prinsen ikke ekstremt langt til arbejde. Helikopterne er baseret på flyvepladserne i Cambridge og Norwich, begge mindre end 75 kilometer fra Kate og Williams nye hjem Anmer Hall.
I 2011 arbejdede prins William i en periode som pilot på en eftersøgnings- og redningshelikopter - og måtte ofte flyve ud i meget hårdt vejr. Dengang udtalte Kate en vis ængstelse over sin mands job: "Jeg er altid bekymret, når William er afsted på en flyvning, sagde hun dengang iflg. magasinet Hello til en anden pilots hustru. "Jeg synes, det er svært, man frygter altid, at noget kan ske", sagde hertuginden.
I sit nye job får prinsen næppe mange ture ude over åbent hav. Han skal flyve med sårede og syge. - Det kan i nogle situationer også være ret belastende, men jeg er sikker på, at han er godt rustet til at klare jobbet, siger flyeksperten Gerry Hermer til Hello.