Særligt jubilæum: 60 år siden Grace Kelly vandt sin Oscar
For Monacos royale familie er det altid noget specielt, når det er tid for Oscaruddeling i Hollywood. Og navnligt i år er det en stor aften for familien, idet det er præcis 60 år siden, deres elskede Grace Kelly modtog en Oscar for sin kvindelige hovedrolle i filmen “The Country Girl” fra 1954.
Det var ved Oscar-uddelingen i 1955, at den dengang 26-årige Grace Kelly fik overrakt den eftertragtede statuette, og den ikoniske skønhed gik ydmygt på scenen og takkede inderligt, de mennesker, der havde gjort det muligt for hende at vinde en Oscar. “Jeg er slet ikke I stand til at udtrykke min glæde og taknemmelighed”, sagde smukke Grace Kelly fra scenen.
Grace Kelly, der var amerikansk skuespiller, indtil hun giftede sig med Monacos fyrst Rainier I 1956, var kendt for både TV-serier, film og ikke mindst Alfred Hitchkocks gysere, men valgte at indstille sin karriere, da hun blev fyrstinde. Sammen med fyrst Rainer fik hun børnene, den nuværende fyrsteAlbert og prinsesserne Caroline og Stephanie.
Grace Kelly døde på ulykkelig vis som bare 52-årig, da hun kørte ud over en bjergskrænt uden for Monaco. Formentligt efter at have fået en hjerneblødning. Med I bilen havde hun sin dengang 17-årige datter, Stephanie, der overlevede ulykken.
Men eventyrlige Grace Kelly står stadig lyslevende i manges erindringer, og i følge magasinet Hello, bliver der i disse timer i Hollywood spekuleret i, om Grace Kellys 28-årige barnebarn, Charlotte Casiraghi, kunne finde på at dukke op ved prisuddelingen i morgen for at markere de 60 år, der er gået siden hendes mormor vandt en Oscar. Fyrst Albert var med til Oscaruddelingen for tre år siden, og da Charlotte Casiraghi i disse dage alligevel er i byen, er der altså en forventning om, at hun måske kunne finde på at kigge forbi ved den prestigefyldte fest.