Odds: Stille Hjerte bliver topscorer ved årets Bodil-fest
Med hele fem nomineringer ser filmen Stille Hjerte ud til at blive den store vinder ved årets Bodil-uddeling, der løber af stablen den 28. februar.
Ifølge nye odds fra Danske Spil, så har filmen gode chancer for at tage priserne hjem i flere kategorier.
- ”Stille Hjerte” er med Bille August som instruktør blevet til et meget fint fortalt drama over et kontroversielt emne som aktiv dødshjælp, siger oddsansvarlig Peter Emmike i en pressemeddelelse.
Ghita Nørby udmærker sig
Han mener desuden, at de store skuespilpræstationer i filmen er en afgørende faktor for, at oddseene på ”Stille Hjerte” er så høje.
Her nævnes blandt andre Ghita Nørby, Paprika Steen og Danica Curcic, hvor Ghita Nørby har indkasseret odds 1,85 for at vinde i kategorien som årets kvindelige hovedrolle, mens de to andre har odds fire.
- Vi ser Ghita Nørby som det stærkeste bud på en vinder. Hun er en levende legende i dansk film og leverer en overbevisende indsats i ”Stille Hjerte”, siger Peter Emmike.
Bodilprisen er Danmarks ældste filmpris, og prisuddelingen foregår fra lørdag kl. 20.
LÆS MERE: Bookmaker: "Kapgang" og "Stille Hjerte" favoritter til årets Bodil.