Dansk Oscar-vinder skal lave Hollywood-film
Det er sjældent, at danske instruktører spillefilmsdebuterer i Hollywood, men det gør Anders Walter.
Det skriver filmmagasinet Ekko om Oscar-vinderen.
Anders Walter vandt i 2014 en Oscar for bedste kortfilm med ”Helium”, der handler om en dreng, som er uhelbredeligt syg af kræft.
LÆS MERE: Helium blev hædret med en Oscar
Anders Walter, der selv er tegneseriekunstner, kaster sig ud i spillefilmen med en filmatisering af Joe Kellys fantasy-tegneserie ”I Kill Giants”, der handler om en pige, som flygter fra sit svære liv ind i en fantasiverden med monstre og magi.
Oscar-vinderen filmatiserer tegnefilm
- Vi er begge sikre på, at Anders Walther har dybden og visionen til at bringe den fantastiske historie i I Kill Giants og dens karakterer til live. Som man kan se i hans film ”Helium” og ”9 meter”, har han en unik forståelse for børn og deres måde at gå til livets sværeste udfordringer på, siger en af filmens producere, Justin Nappi, i en pressemeddelelse.
LÆS MERE: VIDEO: Jubel hos det danske Oscar-hold
Anders Walters første spillefilm skal produceres af Chris Columbus, der blev Oscar-nomineret som producer for ”Niceville”.
Chris Columbus står bag store succeser som ”Ni måneder” og de første tre film om Harry Potter, nemlig ”Harry Potter og de vises sten”, ”Harry Potter og hemmelighedernes kammer” og ”Harry Potter og fangen fra Azkaban”.