Harrison Ford i bedring efter ulykke
Mindre end en måned efter sin dramatiske nødlanding med et veteranfly på en golfbane i Santa Monica ved Los Angeles er Harrison Ford stærkt på vej tilbage i topform. Nødlandingen, der af eksperter beskrives som noget nær mirakuløs, påførte den 72-årige hollywood-legende en række kvæstelser, blandt andet en brækket hofte. Men han er for længst kommet hjem til luksusvillaen i Los Angeles, hvor det går hurtigt fremad.
Harrison Ford ER Indiana Jones
Det fortæller produceren Frank Marshall til bladet Variety. Marshall har besøgt Harrison Ford og kan fortælle, at det går fremad i "forbløffende grad".
- Jeg talte med ham, og han har det fint. Nu vil han spille tennis, siger Frank Marshall, der var producer på "Indiana Jones"-filmene. - Harrison Ford er virkelig en dygtig pilot. Han foretog en fantastisk nødlanding. Når alt kommer til alt, så ER han jo Indiana Jones, kommenterer Marshall.