Rocky Horror Picture Show genindspilles til TV
TV-stationen FOX har besluttet at genindspille succes-musicalen ”Rocky Horror Picture Show” i en to-timers TV-version, skriver CNN.
Det bliver Kenneth Ortega, der blandt andet stod bag ”High School Musical”, som skal instruere, producere og koreografere TV-genindspilningen.
Det er endnu ikke annonceret, hvornår TV-filmen skal have premiere, men bliver det i år, passer det med at specialforestillingen kan markere 40-års jubilæet for filmen, der har indtjent mere end 112 millioner dollars, eller godt 793 millioner kroner på verdensplan og stadig spiller i udvalgte biografer, primært i USA.
"Rocky Horror" har kultstatus
"Rocky Horror Picture Show", som er en britisk produktion, fik premiere i 1975 og havde blandt andre Susan Sarandon og musikeren Meat Loaf på rollelisten.
Filmen har opnået kultstatus, og forestillinger verden over byder på inkarnerede ”Rocky Horror”-fans, der deltager aktivt i dialogen, møder udklædt op og medbringer rekvisitter som vandpistoler, konfetti og spillekort.