Hella Joof og Nikolaj Koppel bliver ambassadører for SOS Børnebyerne
- Jeg bilder mig på ingen måde ind, at Hella og jeg med vores lille indsats kan ændre hele verdenssituationen. Men hvis jeg bare kan gøre en lille, ydmyg forskel ved at være et talerør for SOS Børnebyerne, vil det være hele indsatsen værd, siger Nikolaj Koppel til BILLED-BLADET om ambassadør-rollen.
- Det vi gør som enkeltmennesker vil altid være et lille skvulp i det store hav. Men på det personlige plan er det vigtigt for mig. Og for børnene, som vi hjælper, gør det jo en tydelig forskel, at der er opmærksomhed på deres liv langt væk fra hvor de befinder sig, siger Nikolaj Koppel, der i 2013 besøgte en SOS-børneby.
- Jeg glæder mig til at se flere børnebyer. Jeg glemmer aldrig interaktionen mellem mødrene og SOS-børnene. Vi var med til en frokost: Det var den helt store begivenhed – næsten som en italiensk middag, hvor tallerknerne bliver langet over bordet på kryds og tværs. Der var de her tyndbenede kyllinger, der nok aldrig ville finde vej til damebladenes madopskrifter, men så sad man der og så, at børnene havde en fest og grinede og smilede. Det var helt tydeligt at børnene følte sig glade og trygge. Det glæder jeg mig til at opleve igen, siger Nikolaj Koppel.
LÆS MERE: Hella Joof: Man skal huske at hælde glimmer på.
Hella Joof har længe været fadder
Om valget af netop SOS Børnebyerne, fortæller Hella Joof, der ligesom Nikolaj Koppel længe har været fadder til et fadderbarn:
- Jeg kan ikke se det som andet end positivt, at børn får et hjem, hvor der er nogen, der passer på dem, og hvor de kan få en uddannelse og opbakning til at gå videre ud i livet. Jeg tror simpelthen ikke, der er en finger at sætte på SOS Børnebyernes projekt. De SOS-mødre har jo en masse kærlighed i overskud, de skaber en tryg base for børnene, siger Hella Joof.
Søndag den 10. maj er der indsamling - læs mere og tilmeld dig som indsamler her (eksternt link)