Kronprinsesse Mary lancerede ny app for afrikanske kvinder
Det var en stor dag for Maternity Foundation, da de onsdag kunne fejre 10-års fødselsdag.
Det foregik ved et arrangement på Docken i København og havde deltagelse af kronprinsesse Mary, som selv har været en aktiv medspiller i organisationens tilblivelse.
Kronprinsesse Mary prøvede app
Maternity Foundation er skabt med det formål at nedsætte dødeligheden hos afrikanske kvinder, når de føder og efter 10 år kan organisationen se tilbage på et projekt, som i den grad er lykkes.
Foruden den runde fødselsdag kunne Maternity Foundation også fejre, at en ny app til mobiltelefoner så dagens lys.
App'en har fået navnet "The Safe Delivery App" (den sikre fødsel, red.) og indeholder instruktioner og små videoer, der for eksempel viser, hvordan man kan hjælpe den gravide eller fødende kvinde, hvad man skal gøre, hvis moderen begynder at bløde under fødslen eller hvis barnet ikke trækker vejret.
Og kronprinsessen var som dagens æresgæst udset til, som en af de første, at afprøve den nye app.