Sisse Fisker er blevet ambassadør for Ønskefonden
Den 38-årige ”Aftenshowet”-vært Sisse Fisker er netop blevet udnævnt til ny ambassadør for børneorganisationen Ønskefonden, der opfylder ønsker for børn med livstruende sygdomme.
Fra organisationens side udtrykker man stor begejstring for den nye ambassadør, der er mor til to drenge på tre og fem år.
- Jeg er sindssygt stolt over, at Make-A-Wish Ønskefonden har lyst til at gøre mig til ambassadør. Jeg har selv stået i en situation, hvor mine børn pludseligt blev syge og skulle opereres, siger Sisse Fisker til onskefonden.dk.
Sisse Fisker frygtede for operation
Sisse Fisker beskriver, hvor forfærdeligt det har været for hende at stå ved operationsbordet, og se hendes barn med et håb om, at alt gik godt.
Heldigvis for TV-værten led børnene ikke af livstruende sygdomme, men Sisse Fisker fastslår, at hun sagtens kan sætte sig ind i en sådan situation.
Derfor vil hun også gøre sit bedste for at sprede budskabet om Ønskefonden, og hendes første opgave bliver at skyde Walk for Wishes i gang, hvor Ønskefonden kan støttes med en gåtur.