Kronprins Frederik viste veteraner respekt ved Mindeankeret
Kronprins Frederik deltog tidligt tirsdag morgen den 5. maj i en højtidelig kransenedlægning i anledning af 70 året for Danmarks befrielse.
Ceremonien fandt sted i Nyhavn midt i København ved Mindeankeret for de mange danske søfolk, der kæmpede på allieret side.
Kronprinsen bøjede, efter at have lagt en krans ved mindesmærket, hovedet i dybeste respekt for de mange søfolk - over 1000 - som døde i krigens farefyldte farvande.
Kronprins Frederik optrådte værdigt
Kronprins Frederik var ved højtideligheden iklædt Søværnets uniform og optrådte med stor værdighed.
Især da han høfligt og respektfuldt hilste på alle de veteraner, som var mødt op ved Mindeankeret på den særlige dag.
Kronprinsen gav hver veteran et fast håndtryk og bukkede, da han kort takkede dem for deres vigtige indsats for Danmark.