Jan Fogs firma solgt til konkurrenten
Ejendomsmægleren Jan Fog døde pludseligt af sin leukæmisygdom den 23. april, da en stamcelletransplantation slog fejl.
Den 66-årige ejendomsmægler, der efterlader sig enken Charlotte Juul, blev bisat ved Skovshoved Kirke den 2. maj, og allerede nu er hans firma Ejendomsmæglerfirmaet Cand. jur. Jan Fog overdraget til tidligere konkurrenter.
- Jan gav ofte udtryk for, at hvis der var nogen, der kunne føre hans virksomhed videre og sikre den et fortsat godt omdømme, så var det Claus Borg og Søren Heilesen, siger enken Charlotte Juul i en pressemeddelelse ifølge Ekstra Bladet.
Enken glæder sig over salget
I første omgang kører Ejendomsmæglerfirmaet Cand. jur. Jan Fog videre med de samme medarbejdere.
Charlotte Juul, der blev gift med Jan Fog tilbage i 2013, udtrykker glæde over, at den afdøde ejendomsmæglers sidste ønske for sit firma er blevet opfyldt.