Kronprinsesse Mary gav highfive til hele byen
Kronprinsesse Mary ankom onsdag formiddag til Ruds Vedby for at være med til at kaste lys på det stigende problem med mistrivsel blandt børn og unge og på projektet "Reach Out".
Mary blev modtaget af hele byen, som var mødt op ved den lokale skole. Akkompagneret af Ruds Vedby-garden hilste kronprinsessen på stort set alle, der var mødt frem - både børn og voksne fik et kongeligt highfive.
LÆS MERE: Kronprinsesse Mary og Bubber sætter gang i stafet.
Kronprinsesse Mary med i skole
Hvert femte barn i Danmark mellem 11 og 15 år trives psykisk dårligt og problemet er stigende.
Den sociale ulighed i sundhed betyder derudover, at børn af forældre med sociale problemer har større risiko for at opleve mistrivsel. Mistrivsel blandt børn og unge er derfor ikke jævnt fordelt i Danmark.
Region Sjælland er den første region, som over en 5-årig periode får ekstra hjælp til at sætte trivsel på skoleskemaet, når TrygFondens og Psykiatrifondens rullende klasseværelse besøger regionens skoler. I projektet er der fokus på de skoler i regionen, hvor der er lav uddannelse blandt forældrene, hvilket kan være en indikator for sociale problemer.
Netop det projekt, hjalp kronprinsesse Mary med at sætte fokus på ved besøget. Kronprinsessen, der er protektor for Psykiatrifonden, deltog efter ankomsten i undervisningen af skoleelever i 7. A på Ruds Vedby skole.
Kronprinsesse Mary gjorde lykke ved ankomsten, og forventningerne var bestemt også store i 7. A til den nye kongelige støttepædagog.