Kronprins Frederik kører cykelløb før svensk bryllup
Kronprins Frederik stillede klokken 19.32 fredag aften til start i det 300 km lange svenske motionscykelløb Vättern Rundt.
Kronprins Frederik var egentlig med kronprinsesse Mary inviteret til prins Carl Philip og Sofia Hellqvists før-bryllupsfest i Stockholm, men kronprinsen valgte altså 50 års jubilæumsudgaven af verdens største cykelløb i stedet for.
23.000 pedalatleter stillede til start, og den første rullede af sted klokken 19.30 i Motala.
LÆS MERE: Kronprins Frederik kører 300 km på cykel før royalt bryllup
Kronprins Frederik er første kongelige rytter
Kronprins Frederik startede to minutter senere til stor glæde for tilskuere og arrangører af løbet.
Det er første gang, at man har en royal rytter i feltet.
– Det er virkelig sjovt, at kronprinsen vælger at komme til Motala for at cykle Vätternrundan. Det er ikke bare en stor ære, men det giver også hele startfeltet noget ekstra, siger løbsdirektøren Eva-Lena Frick.
Kronprins Frederik cykler om natten
Kronprinsen cyklede af sted på en aften med temperaturer over tyve grader og i bagende sol de første mange kilometer.
Det meste af løbet gennemfører kronprinsen dog i aften- og nattetimer og i mere behagelige temperaturer.
Den royale danske cykelrytter ventes i mål et godt stykke over midnat natten mellem fredag og lørdag, og lørdag eftermiddag skal han være klar sammen med kronprinsesse Mary til at være gæst til prins Carl Philip og Sofia Hellqvists vielse i Slottskyrkan på Stockholms Slott.