14. jun. 2015
Af Hanne Rask

Det svenske kongepar festede til den lyse morgen

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/_hjp8650.jpg
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Prins Gustav og dronning Silvia havde en forrygende fest på kongeslottet i nat.

Det var en yderst velorganiseret bryllupsfest, der i aftes og i nat blev afholdt på kongeslottet i Stockholm. Kun gravide prinsesse Madeleine og hendes mand, Chris O'Neill, gik af naturlige årsager tidligere hjem end de fleste gæster, da Madeleine kan nedkomme med sit andet barn når som helst. Men for resten af familien blev det en mindeværdig aften med flere gloværdige øjeblikke.

Efter bryllupsmiddagen blev der spillet op til dans, og musikken, der til at starte med blev leveret af bandet Icona Pop og siden blev overtaget af dj Avicii, var åbenbart så medrivende, at der var stor aktivitet på dansegulvet.

Ifølge Svensk Damtidning var et af aftenens højdepunkter, da dronning Silvia gik på scenen og lod som om, hun stod med en mikrofon i hånden og mimede til musikken. Og inden da havde brudeparret danset rundt, mens de svingede med deres servietter i takt til musikken.

Jo, de forstår at feste i det svenske kongehus, og ifølge den svenske avis holdt selv det aldrende regentpar ud hele vejen til den lyse morgen. Først kl. 5.35 i morges forlod de festen - og en i dén grad mindeværdig bryllupsfest.

Læs mere om: