Kronprinsesse Mary og Silas Holst arbejder mod kærestevold
I hver eneste folkeskoleklasse sidder en til to elever, som ender i et voldeligt parforhold, før han eller hun er fyldt 24 år – statistisk set, står der på Mary Fondens hjemmeside.
Og det vil fonden, med kronprinsesse Mary i spidsen, gøre noget ved. Derfor har fonden sammen med Center for Familieudvikling sammensat et undervisningsforløb, der har fået navnet ”Kærlig Talt”.
En del af undervisningsforløbet er et talkshow med Mikkel Kryger som vært. Her skal unge, eksperter og kendte i studiet, mens der undervejs er indlagt øvelser og oplæg til snakke, eleverne kan have i plenum.
Idéen er, at forløbet skal støtte unge i at skabe trygge relationer til hinanden.
LÆS MERE: Se Silas Holst give sin datter feriekys
Silas Holst deler sine erfaringer
Blandt de kendte, der tager plads overfor Mikkel Kryger, er danser, skuespiller og sanger Silas Holst, der selv har oplevet kærestevold på egen krop.
- Jeg synes, det er en vigtig ting at sætte fokus på. Hvis man selv har oplevet det og har fem minutters taletid, skal man bruge dem, så andre ved, at de ikke er alene og føler sig mærkelige. Man skal sørge for, at få andre til at tale om det og ikke finde sig i det, forklarer Silas Holst til BILLED-BLADET om sin medvirken.
Selvom det er svært at fortælle om episoder, der går så tæt på og har været voldsomme for ham personligt, synes han, at det er nødvendigt.
- Jeg synes, det er grænseoverskridende, men efter jeg udgav min bog (hvor han fortalte om det voldelige forhold, red.), er det måske ikke så grænseoverskridende alligevel. Det er privat og tabubelagt, at man har fundet sig i det uden at råbe vagt i gevær, men bogen åbnede måske op for ting, og hvis det kan hjælpe, så tager jeg det gerne på mig og fortæller historien igen.
"Kærlig Talt", der er det første forløb af sin art, er rettet mod elever i udskolingen, altså folkeskolens ældste klasser, og har været under udvikling siden 2013.