29. aug. 2015
Af af Ken Richter
Dronning Margrethe aflivede vandrehistorie i Christiansfeld
Dronningen har malet mange motiver - men aldrig et fra Christiansfeld, forsikrede hun Koldings borgmester.
Gert Blume
Den sønderjyske honningkageby er nu en del af verdensarven - og i den anledning fik dronning Margrethe aflivet en gammel vandrehistorie.
Dronning Margrethe rystede kraftigt på hovedet under Kolding-borgmester Jørn Pedersens tale i Christiansfeld.
Majestætens spontane reaktion kom, fordi borgmesteren i sin tale sagde, at dronning Margrethe som ung havde lavet en tegning af byens særprægede gule huse.
Motivet var i dagens anledning valgt som dekoration på det klæde, der dækkede over mindepladen for optagelsen af Christiansfeld på listen over verdens kulturarv.
- Jeg har garanteret aldrig malet Christiansfeld. Men jeg er stolt over, at byen nu er blevet en del af verdens kulturarv, sagde regenten, der tog det hele med et stort smil.
- Det er pinligt, men så er den vandrehistorie aflivet, konstaterede borgmesteren foran tusindvis af christiansfeldere på Kirkepladsen i byens midte.