Theilgaards festlige efterår
Meteorolog Jesper Theilgaard har meget at fejre i disse måneder. I går havde han 40-års jubilæum i "statens tjeneste", altså hos Danmarks Meteorologisk Institut. 22. september kan Jesper Theilgaard så fejre 25-års jubilæum hos Danmarks Radio, og endelig runder han 60 år 29. oktober.
- Helt fra jeg var lille barn, har jeg haft lysten til at finde ud af, hvorfor verden er indrettet, som den er. Hvad laver de skyer deroppe? Hvorfor regner det nogen gange? Naturvidenskab, matematik og fysik har altid stået mit hjerte nær. Jeg er typen, der synes, det er sjovt at løse ligninger. At finde sammenhænge i hvorfor naturen gør, som den gør. Naturvidenskab er for de nysgerrige - og det er jeg så åbenbart, fortæller Jesper Theilgaard til DRs hjemmeside. Efter studentereksamen i 1974 - og et mindeværdigt år på højskole - begyndte Jesper Theilgaard i 1975 på luftfartsvæsenets uddannelse for de meteorologer, der arbejder i lufthavnene, og i fik den uddannelse suppleret med universitetskurser.
DR blev en del af Jesper Theilgaards liv fra 1990. I forbindelse med oprettelsen af TV 2 i 1988 havde DR oppet sig også på det vejrmæssige område med Henrik Voldborg, Mikael Jarnvig og Torben Clausen som det faste trekløver. Men da der skulle endnu flere vejrudsigter på skærmen, endte det med et stillingsopslag. - Jeg var eneste ansøger! I dag får vi flere 100 ansøgninger, så det er mærkeligt at tænke på. Men folk undrede sig: ”Vil du virkelig på TV?” blev jeg spurgt. Dengang var det åbenbart ikke helt fint, siger Jesper Theilgaard.
I fritiden er der masser af musik i Jesper Theilgaards liv. Det har givet ham adgang til P2’s "Søndagsklassikeren", ligesom han har prøvet at dirigere DR Underholdningsorkestret og sunget med Radiokoret. Men ellers dyrkes sangen i Rudersdalkoret i Holte. - Det er ganske vist langt væk, når man bor i Kastrup. Men min kone synger også, så bruger vi bilturen til at snakke om stort og småt.
I september skal koret på tur til Barcelona og blandt andet synge i La Sagrada Familia. Hjemturen er 21. september - så Jesper Theilgaard når lige hjem til DR-jubilæet.