Thomas Levin: En gave at være med i ny TV-serie
Thomas Levin har den store hovedrolle som politimanden Tom Noack i TV2s nye krimidrama-serie "Norskov", der har premiere mandag den 21. september.
- Som skuespiller har det været en ubetinget gave at få lov til at fordybe sig i en rolle over så lang tid og hver dag gå på arbejde med verdens bedste kolleger, siger han.
Komplicerede forhold
"Norskov" er mere menneskedrama end krimi og fortæller historien om Tom Noack, der efter 20 år vender tilbage til barndomsbyen, Norskov. Her har han fået arbejde hos det lokale politi med den opgave at rydde op i byens narkokriminalitet. Men sideløbende skal han forholde sig til familie, gamle venskaber, personlige intriger og skjulte dagsordener i det lille samfund. Hans søster, spillet af Anne Sofie Espersen, er gift med byens borgmester, spillet af Claus Riis Østergaard. Han kæmper for at holde Norskov fri af dansk udkants-depression. Borgmesteren og Tom Noack er barndomsvenner og tidligere topspillere på det lokale ishockeyhold.
Norskovs storentreprenør, spillet af Jacob Hauberg Lohmann, er også Tom Noacks barndomsven og tidligere medspiller på ischockeyholdet. Hans søster er Tom Noacks ungdomsflamme, og ilden ulmer stadig, da han genser hende.., men hun er i mellemtiden blevet narkomisbruger. Og så ruller dramaet ellers.
Norskov spilles af Frederikshavn
Den helt store hovedrolle som Norskov spilles af Frederikshavn. Alt er optaget on location, og i et halvt år boede skuespillerne i den nordjyske by og var kun hjemme i weekenden.
- Det var som at være på træningslejr med et fodboldhold. Og der er jo en grund til, at fodboldspillere er på træningslejer. Det er for at fokusere og blive bedre. Det har helt klart betydet noget for intensiteten og autenciteten i vores spil, at vi skuespillere nærmest har været sammen 24 timer i døgnet og hele tiden har kunnet gå rundt i det miljø, som er seriens. Frederikshavn har vist en utrolig imødekommenhed. Alle har været generøse på enhver måde. Det har været meget berigende, og jeg er meget taknemmelig, siger Thomas Levin.